ATC 2004

Torsdag d.15/7 – 2004:

 

Så er vi ankommet til Grønland.

Efter at have taget med bus fra Aarhus til Kastrup onsdag d.14/7 kl.6.45, tog vi med fly til Island, hvor vi overnattede på vandrehjem i Reykjavik. Vi fik ikke set meget andet til byen en vandrehjemmet og den lokale pizzahut.

Omkring ved 13 tiden torsdag tog vi med et Fokker 50 propelfly til Kulusuk lufthavn, der er en (kort) grusbane.

Herfra blev vi sejlet med omkring 6 motorbåd til Tasiilaq, hvor vi blev hentet af firehjulstrækkere og kørt til skolen.

 

Vi er blevet utroligt godt modtaget. Alt er vel planlagt og godt organiseret. Hvert hold har sit eget klasseværelse, hvor vi sover og har vores udstyr stående. Der bliver serveret god mad af en lokal kok kl.19 hver dag, og morgenmad kl.7.

Vi har fået set vores modstandere lidt an, de ser stærke ud, men det er vi også, og vi er efterhånden ved at være klar til at komme i gang med løbet.

I morgen får vi en dag til at se lidt nærmere på omgivelserne, hvor vi bl.a. skal have prøvesejlet kanoer.

 

Fredag d.16/7:

 

I går aftes fik vi den officielle velkomst, hvor et lokalt kor – efter sigende Grønlands bedste – sang gamle sange for os. Derefter så vi en lokal trommedanser, der udførte 3 traditionelle danse.

I dag er dagen før dagen. Vi har prøvesejlet kanoerne, og er optimistiske mht. farten. Vi har fået lært en god teknik, og samarbejder godt.

Indimellem bliver vi mindet om hvilket storslået område vi befinder os i. Overalt er der bjerge i horisonten, og ude i fjordene ligger isbjergene side om side.

Vi har været på en kortere cykeltur, og stiftet bekendtskab med de lokale bakker i området – dem skal vi nok komme til at hade godt og grundigt inden løbet er færdigt.

I morgen begynder det – vi glæder os.

 

1.etape:

 

Så blev løbet sat i gang, og det med et brag. Vi lagde ud med at løbe ca.200m med en kano, hvorefter vi lagde fra land og sejlede ca. 5km imellem isbjerge til den modsatte side af fjorden.

Ved ankomsten startede opstigningen til toppen af det højeste fjeld i området – Polhems fjeld 1003 meter over havet. Det var en hård og lang opstigning, med flere tekniske steder. Herefter var det ned af bjerget igen, og så tilbage i kanoer over fjorden, en utroligt flot og ikke så lang etape.

Bjergløbet var hårdt og teknisk, og vi havde problemer med at følge med de mere erfarne hold. Vi sluttede på en foreløbig 5.plads – omkring en halv time efter det førende hold – Tscherning fra DK.

Vi er fortsat fortrøstningsfulde, og glæder os til de lidt længere etaper.

Dagens rute ses på billedet herunder, gul/rød ud og grøn hjem.

Såfremt der er energi til det, vil vi forsøge at opdatere igen i morgen efter løbet, ellers kan i stadig følge med på www.sleepmonsters.com eller den officielle løbs side – følge linket herunder.